Pia Therese Larsen

klageoversundhedsvaesenet.dk


Klage Over Sundhedsvæsenet.dk

 

Pia Therese Larsen

 

_____________________

 

 

Lidt om mig selv ...

 

Jeg har i en årrække været selvstændig virksomhedskonsulent sideløbende med privat patientrådgivning.

 

1990-2007 var jeg folketingsmedlem for Venstre.

 

Jeg bor i Smørum sammen med min mand. Jeg er født i 1956.

 

Hvorfor jeg tilbyder min hjælp ...

 

Jeg var for nogle år siden selv igennem en mere end 4 år lang og opslidende klagesag med Patientombuddet som modpart. Jeg endte med at få ret i så stor en del af min klage, at det trods alt var tiden og den psykiske belastning værd.

 

Det, som afholdt mig fra at opgive undervejs, var min ægte overbevisning om, at mennesket ikke skal acceptere at blive kørt over af systemet. Når Folketinget ud fra de bedste hensigter har vedtaget love og skabt rammerne for et i princippet velfungerende klagesystem til brug for patienter og deres pårørende, så skal systemet bruges efter hensigten. Systemet skal ikke spekulere i at kunne køre klageren træt ved at trække sagsbehandlingen unødigt i langdrag, at forsøge at ignorere gældende lov, som tilfældet var i min sag, eller på anden måde chikanere mennesker, der i forvejen har været udsat for alvorlig fejlbehandling i sundhedsvæsenet.

 

Der er ingen tvivl om, at det danske sundhedsvæsen i disse år er meget presset, og at der begås fejl i sundhedsvæsenet i hidtil uset omfang, men så meget desto større grund er der til at klage, så fejlene så vidt muligt ikke gentages. Det er jo mennesker, det handler om!